kaffen

træt og kaffen er sur. døgnrytmen skudt i sænk. men det begynder at give sig. for mange smøger, alt for mange. men det begynder at give sig. én god linje. nej. nu. én god linje. nej. osv. men det begynder at give sig. jeg vil bare yde dem en slags retfærdighed, de her dyr og mennesker og palmer og blodpletter.

men vadehavet

deprimerende at gennemgåskrive 6 kapitel, føler intet for det, fatter ikke hvordan jeg kan skrive så kedeligt, det er meget ubehageligt

det virker lidt kedeligt at tage udgangspunkt i sig selv. man ved jo på en måde det hele i forvejen. måske burde man grave dybere. eller afvige et sted, begynde at digte. men det sidste kan jeg ikke rigtigt når jeg er startet med mig selv. så har jeg ligesom allerede valgt mig et objekt, så gælder det om at komme tættere på. digtning, fiktion, er spændende, fordi objektet er udefineret.

har dagen til at skrive, læse Tolstoj. "finde på" en karakter. jeg kender ham allerede, til dels. jeg ved hvor han kommer fra, men ikke hvordan. jeg ved hvem han kender. også hvem han ikke kender, hvem han ikke kan tale med. sociale stratificeringer. litteraturen som borgerligt dynd. jeg taler her om den danske, smalle. hvad skulle jeg på den galej. jeg skulle ingenting, det er bare mennesker jeg deler en situation med.

arbejder på tekst til modernismeseminar hvor jeg skal tale om joyce og hultberg, glæder mig. men teksten er svær at skrive, svært ikke at sige hvad jeg vil sige. den skal være kort. noget om stephen på stranden og en indsigt

huset fuldt. dorthe, jesper, kre, rasmus, thomas, felix, henriette, katrine (?), jonas, marie-louise, mig. violiner